Danmarks vej ind i Atlantpagten 1949
Baggrund
Den 4. april 1949 underskrev den danske regerings udsendte repræsentant, udenrigsminister Gustav Rasmussen, den Nordatlantiske Traktat, populært kaldet Atlantpagten. Dermed var Danmark deltager i det atlantiske forsvarssamarbejde. Men forud var gået intense overvejelser, drøftelser og forhandlinger i de danske politiske partiers ledelser. I anden halvdel af 1948 forsøgte den danske regering i erkendelse af det barske udenrigspolitiske klima og egen militær svaghed at etablere enighed med Norge og Sverige om rammer og betingelser for et skandinavisk forsvarsforbund. Svenskerne ville imidlertid ikke være med til at knytte forbundet til en vestblok. Den svenske neutralitetspolitik var ikke til forhandling. Norge ønskede ubetinget en tilknytning til et vestligt samarbejde. Den danske socialdemokratiske regerings ledende folk vaklede i deres stilling til de indbyrdes uforenelige svenske og norske standpunkter. Da den amerikanske regering var afvisende over for de skandinaviske landes ønske om våbenleverancer, med mindre de knyttede sig til en amerikansk ledet vestlig forsvarsalliance, og da svenskerne var urokkelige i deres neutralitetspolitik, måtte den ædle tanke om et skandinaviske forsvarsforbund officielt opgives i februar 1949. Derefter stod dansk medlemsskab af Atlantpagten tilbage som den eneste forsvarlige mulighed for regeringen. Men tanken om et gensidigt forpligtende, solidarisk forsvarsforbund efter de tre musketerers devise: - én for alle, alle for én - som Atlantpagten hvilede på, var uvant og fremmed for den danske udenrigsledelse, især udenrigsministeren, diplomaten Gustav Rasmussen, der mente, at et dansk medlemsskab af Atlantpagten med brod imod øst ville øge faren for et sovjetisk militært angreb mod dansk territorium. I stedet for dansk medlemsskab af pagten burde USA udstede en ensidig sikkerhedsgaranti til Danmark! Så var Danmark udenfor stormagternes rivalisering, men sikret amerikansk hjælp, hvis ulykken skulle indtræffe og russerne alligevel kom. Lige meget hjalp det. Amerikanerne ville ikke give Danmark positiv særbehandling, og Gustav Rasmussen måtte flyve til USA og underskrive Atlantpagten.
Hele forløbet med forhandlinger frem og tilbage blandt de ledende danske politikere dokumenteres nedenfor:
Dokumentation
Den 11. juni 1948 vedtog det amerikanske Senat med 64 stemmer imod 6 en resolution, der lagde grunden for den transatlantiske sikkerhedspolitiske alliance, som i april 1949 udmøntedes i Atlantpagten. Resolutionen er opkaldt efter formanden for Senatets Udenrigskomité, senator Arthur Vandenberg, der spillede en hovedrolle i resolutionens tilblivelse og vedtagelse.
Den 24. september 1948 blev den danske ambassade i London informeret om, at der inden længe kunne ventes en opfordring til Danmark om at tilslutte sig en Atlanterhavspagt. Den danske udenrigsminister søgte straks at overtale den britiske og den amerikanske udenrigsminister til at undlade indtil videre at fremsætte en sådan opfordring, da den ville gribe forstyrrende ind i de løbende forhandlinger om et skandinavisk forsvarssamarbejde. Udenrigsminister Gustav Rasmussen sendte den 20 .november 1948 dette brev herom til Danmarks ambassadør i Washington.
Den danske ambassadør i London havde løbende samtaler med det britiske udenrigsministeriums ledelse om forløbet og indholdet af forhandlingerne om en Atlanterhavspagt og sendte i tidsrummet fra den 29. september til den 18. december 1948 disse seks rapporter hjem til København.
Den 12. november 1948 holdt Rigsdagens Udenrigspolitiske Nævn møde om de nyligt igangsatte forhandlinger mellem Danmark, Sverige og Norge om dannelse af et skandinavisk forsvarssamarbejde og om tankerne om et atlantisk forsvarsforbund med eventuel deltagelse af Danmark.
Referatet af mødet 12. nov. 1948 kan læses her.
Den 12. januar 1949 forelagde udenrigsminister Gustav Rasmussen i Udenrigspolitisk Nævn dette referat af de foreløbige resultater af forhandlingerne mellem Danmark, Norge og Sverige om en skandinavisk forsvarsalliance.
Den 15. januar 1949 havde det ledende medlem af Det radikale Venstre,
folketingsmand Bertel Dahlgaard dette
synspunkt
i dagbladet Information på spørgsmålet om en nordisk eller atlantisk alliance.
Den 17. januar 1949 havde Thorkil Kristensen, Venstre, dette
synspunkt
i dagbladet Information om alliancespørgsmålet.
Dagbladet Information bragte den 18. januar 1949 teksten til det brev til befolkningen, som en række tidligere ikke-kommunistiske medlemmer af modstandsbevægelsen havde underskrevet med opfordring til dansk medlemskab af Atlantpagten. Brevet blev postomdelt til samtlige danske husstande.
Den 18. januar 1949 fremlagde partierne på et møde i Udenrigspolitisk Nævn deres indstilling dels til et skandinavisk forsvarsforbund og forudsætningerne for dette, herunder amerikansk godkendelse og løfte om våbenforsyninger, dels til en atlantisk alliance.
Repræsentanter for de tre skandinaviske landes regeringer og politiske partier fortsatte forhandlingerne om et skandinavisk forsvarssamarbejde i København den 22.-24. januar 1949, men uden at nå til enighed. Svenskerne stod fast på, at et forbund skulle være reelt alliancefrit, som det fremgår af denne erklæring af udenrigsminister Undén.
Den 26. januar 1949 var der atter møde i Udenrigspolitisk Nævn om alliancespørgsmålet. De danske ambassadører i Washington, London, Paris og Moskva var kaldt hjem for at informere nævnet om stormagternes syn på en skandinavisk forsvarsalliance med eller uden tilknytning til en atlantisk union. Orienteringen gav ikke partierne anledning til at ændre på deres hidtidige standpunkter. Der var fortsat enighed om at tilstræbe en skandinavisk løsning.
Den 29.-30. januar 1949 fortsatte de tre landes delegationer forhandlingerne om et forsvarsforbund på et møde i Oslo, uden dog at komme nærmere til enighed om forbundets forudsætninger og konsekvenser i forhold til udenforstående stater.
Den 1. februar 1949 havde den amerikanske ambassadør i Oslo en samtale med den norske udenrigsminister om stillingen efter sammenbruddet af de skandinaviske forsvarsforhandlinger og den norske regerings ønske om at indgå i drøftelser om en Atlantpagt og afvise et sovjetisk pressionsforsøg. Herom sendte ambassadøren samme dag dette telegram til Washington, hvori også omtales bekymring for en voksende opposition imod deltagelse i Atlantpagten i de socialdemokratiske regeringspartier i Norge og i Danmark.
Den amerikanske ambassadør i Stockholm sendte den 2. februar 1949 dette telegram til Washington om det svenske syn på de strandede skandinaviske forsvarsforhandlinger på mødet i Oslo den 29.-30. januar 1949.
Den 2. februar 1949 var der nyt møde i Det udenrigspolitiske Nævn om partiernes opfattelse af mulighederne for at finde en løsning på de vanskelige skandinaviske forsvarsforhandlinger og spørgsmålet om, hvilken placering den kommende Atlanterhavspagt skulle have i de sonderinger, som ambassadør Kauffmann skulle foretage i det amerikanske udenrigsministerium.
På udenrigsministerens og forsvarsministerens møde med de militære chefer den 4. februar 1949 redegjorde udenrigsministeren for Danmarks stilling i forhandlingerne om en skandinavisk forsvarsalliance og Atlantpagten. Forsvarsminister Rasmus Hansen fremhævede på mødet, "at regeringen ikke havde taget nogen stilling i spørgsmålet om Danmarks tiltræden til Atlanterhavspagten."
På udenrigsnævnets møde den 8. februar 1949 blev nævnet bl.a. orienteret om formålet med den norske udenrigsminister Langes rejse til Washington, ligesom det blev aftalt, at de demokratiske partier under den kommunistiske forespørgsel til ministeren den følgende dag i Folketinget ville undgå at berøre spørgsmålet om eventuel dansk tilslutning til en Atlantpagt. [DKP var siden valget i 1947 ikke repræsenteret i nævnet.]
Den 9. februar 1949 var der på foranledning af de forsvarsvenlige partier - Socialdemokratiet, Venstre, de Konservative og Retsforbundet - denne forespørgselsdebat i Folketinget om de skandinaviske forsvarsforhandlinger.
Den 9. februar 1949 opsøgte ambassadør Kauffmann den amerikanske udenrigsminister for at fortælle om resultatet af de skandinaviske forsvarsforhandlinger. Det amerikanske referat af samtalen kan læses her.
Telegram den 14. februar 1949 fra London: norske udenrigsminister Lange meddeler fra sin rejse til Washington og London, at forhandlingerne har klargjort, at alliancefrit skandinavisk forbund ikke de nærmeste fem år vil opnå nødvendige våbenleverancer vestfra.
Den 23. februar 1949 blev det på dette møde i Udenrigspolitisk Nævn nu også erkendt af statsministeren og udenrigsministeren, at det sidste spinkle håb om et skandinavisk forsvarssamarbejde var bristet. Tilbage stod nu alene at slutte Danmark til den kommende Atlantpagt.
Den 2. marts 1949 underrettede statsminister Hedtoft USA´s ambassadør om, at regeringen efter det sidste fejlslagne forsøg på at drage Sverige med ind i et dansk-svensk forsvarsforbund nu ville lade Danmark gå med ind i Atlantpagten. Derfor ville man nu sende udenrigsministeren til Washington for at få klarhed over vilkårene for Danmarks optagelse. Herom indberettede den amerikanske ambassadør samme dag til Washington i dette telegram.
Den 2. marts 1949 mødtes partiernes repræsentanter i Det udenrigspolitiske Nævn til et nyt møde om Danmarks stilling i forhold til de igangværende forhandlinger om dannelsen af en Atlanterhavspagt: skulle Danmark ikke straks slå følge med Norge og bede om en indbydelse til at deltage i forhandlingerne?
Den 3. marts 1949 fortsatte diskussionerne i Det udenrigspolitiske Nævn: skulle udenrigsministeren rejse til Washington for at få oplysninger om de sikkerhedspolitiske konsekvenser, som eventuelt dansk medlemsskab af Atlantpagten ville få for Danmark, eller skulle man tage skridtet fuldtud og tilmelde den danske ambassadør i Washington til de afsluttende konferencer mellem de stiftende lande.
Den 4. marts 1949 var der for tredje dag i træk møde i Udenrigspolitisk Nævn om partiernes stilling til den socialdemokratiske regerings forslag om at sende en instruks til ambassadøren i Washington om udenrigsministerens planlagte rejse til Washington for at skabe klarhed om Atlantpagtens bestemmelser til brug for Danmarks endelige beslutning om deltagelse i pagten.
Den 18. marts 1949 blev ordlyden af Den nordatlantiske Traktat - Atlantpagten - offentliggjort i de danske dagblade.
På dette møde i Det udenrigspolitiske Nævn den 21. marts 1949 gav udenrigsminister Gustav Rasmussen nævnet et referat af de drøftelser om Atlantpagtens betydning for Danmark, han havde med den amerikanske udenrigsminister under sit ugelange besøg i Washington.
Under forhandlingerne i 1948-49 om dansk deltagelse i et forsvarsforbund blev den udeblevne virkning af den dansk-tyske ikke-angrebstraktat af 1939, der som bekendt blev krænket af Hitler den 9. april 1940, anvendt som argument for et dansk medlemsskab af et væbnet og solidarisk forsvarsforbund. Traktaten, der blev indgået for 70 år siden - den 31. maj 1939 - kan ses her.
Den 22. marts 1949 forelagde udenrigsminister Gustav Rasmussen i Folketinget i denne tale regeringens forslag om Danmarks tilslutning til Atlantpagten.
Den 23. marts 1949 var der debat i Folketinget om regeringens forslag om Danmarks tilslutning til Atlantpagten. De stenografiske afskrifter af partiernes ordførertaler kan læses her.
Den 24. marts 1949 blev regeringens forslag til Rigsdagsbeslutning om Danmarks tilslutning til Atlantpagten efter denne afsluttende debat vedtaget i Folketinget med 119 stemmer mod 23; 1 medlem stemte ikke og 7 medlemmer var fraværende. I Landstinget vedtoges forslaget den 25. marts 1949 med 64 stemmer mod 8; 4 medlemmer var fraværende.
Den 4. april 1949 blev traktaten underskrevet i Washington af udenrigsministrene fra de 12 stiftende lande: USA, Canada, Storbritannien, Belgien, Nederlandene, Luxemburg, Frankrig, Italien, Portugal, Norge, Island og Danmark.