Tjekkoslovakiet 1968I 1968 skabte den tjekkoslovakiske liberaliseringsbølge frygt hos sovjetkommunismens forvaltere for at miste herredømmet over en central del af territoriet grænsende op til NATO-landet Vesttyskland. Blandt andet derfor lagde sovjetledelsen under aktiv medvirken af de øvrige ortodokse satellitstater - DDR, Polen, Ungarn og Bulgarien - et stærkt pres på de tjekkoslovakiske ledere for at tvinge styret tilbage til det gamle étpartidiktaturs totale samfundskontrol. Det skete dog først natten mellem den 20. og 21. august 1968, da væbnede styrker fra Sovjetunionen, DDR, Polen og Ungarn overskred grænsen til Tjekkoslovakiet og besatte broderlandet under den tjekkoslovakiske befolknings og politiske ledelses protester. Men forud for denne voldelige og tvangsmæssige underkuelse af den tjekkoslovakiske frihedsbevægelse var der ført adskillige forhandlinger mellem den ortodokse sovjetbloks repræsentanter og de tjekkoslovakiske ledere. De fem ortodokse stater anført af den sovjetiske ledelse opfordrede i juli måned den tjekkoslovakiske ledelse til at deltage i et fælles møde i Warszawa, hvis uudtalte men åbenlyse formål var at overtale og og presse den tjekkoslovakiske ledelse til at vende tilbage til den rette leninistiske kurs og kvæle de liberale tendenser. Den tjekkoslovakiske ledelse ønskede ikke at deltage i fællesmødet, men opfordrede til afholdelse af en række tosidede møder med tjekkoslovakkerne som den ene part, hvorefter der så kunne afholdes et samlet fællesmøde. Den tjekkoslovakiske partiledelses negative
svar på invitationen til et fællesmøde blev overgivet den sovjetiske
ambassadør i Prag den 9. juli 1968, som indberettet i dette telegram
til Moskva den 10. juli. Den 14. juli meddelte det sovjetiske politbureau i dette telegram til den tjekkoslovakiske ledelse sin beklagelse over dens udeblivelse fra mødet i Warszawa, der fandt sted netop da, den 14.-15. juli, men gav tilsagn om at ville deltage i det tosidede møde, som tjekkoslovakkerne ønskede. Den 16. juli sendte den sovjetiske ambassadør i Prag telegrafisk dette referat til Moskva af sin samtale med den tjekkoslovakiske partileder Dubcek dagen før, den 15. juli. Under denne samtale fik Dubcek overrakt telegrammet af 14. juli fra det sovjetiske politbureau, og Dubcek afleverede et nyt brev til Moskva med opfordring til afholdelse af et hastemøde mellem den tjekkoslovakiske og den sovjetiske ledelse. Under et topmøde i Bratislava den 3. august 1968 mellem de seks landes
repræsentanter afleverede den reformfjendtlige slovakiske partileder Vasil
Bilak i en pause hemmeligt dette
brev, som han og fire andre reformmodstandere - opmuntret hertil af den sovjetiske ledelse - havde skrevet til de
sovjetiske ledere med opfordring til at gribe ind i Tjekkoslovakiet.
Da sovjetiske tropper natten mellem den 20. og 21.august 1968 havde besat Prag
og polske, ungarnske og østtyske tropper var rykket ind i de
tjekkoslovakiske grænseregioner, fik den danske statsminister om
eftermiddagen den 21. august besøg af den sovjetiske chargé d´affaires i
København, som overbragte statsministeren den sovjetiske regerings
forklaring på invasionen . Det danske referat af samtalen kan læses her. En dansk diplomat tjenstgørende på den danske ambassade i Prag under de politiske omvæltninger og den væbnede invasion i august 1968 har skrevet denne personlige beretning om sin oplevelse af disse begivenheder. |